Introduktion
Japan var en stigende magt i begyndelsen af det tyvende århundrede, efter at have besejret Kina og Rusland i to krige og erhvervet kolonier og indflydelsessfærer i Asien. Men Japan stod over for mange udfordringer, såsom en voksende befolkning, begrænsede naturressourcer, økonomisk depression og vestlig fjendtlighed. For at overvinde disse vanskeligheder vedtog Japan en ekspansions-og militarismepolitik, der forsøgte at skabe en sam-velstandssfære i Greater East Asia, som ville give Japan lebensraum, eller livsrum, til dets folk og ressourcer til dets industri.
Begrebet Lebensraum
Lebensraum er et tysk udtryk, der betyder”boplads”. Det blev oprindeligt brugt af geografer til at beskrive en arts naturlige habitat, men det blev senere vedtaget af politiske tænkere og nationalister for at retfærdiggøre territorial ekspansion og kolonisering. Den mest berømte fortaler for lebensraum var Adolf Hitler, som hævdede, at Tyskland havde brug for mere jord i Østeuropa og Rusland for at imødekomme sin voksende befolkning og sikre sine økonomiske interesser. Hitler mente også, at lebensraum var en raceret for det overlegne tyske folk, som måtte underlægge sig eller eliminere de ringere slaviske folk.
Japan delte nogle af de samme ideer som Hitler, selvom det ikke brugte udtrykket lebensraum eksplicit. Japan så sig selv som en overlegen race, der havde en guddommelig mission om at befri Asien fra vestlig dominans og skabe en ny orden baseret på asiatiske værdier og kultur. Japan følte også, at det havde brug for mere jord og ressourcer for at opretholde sin befolkning og økonomi, især efter den store depression i 1930’erne. Japan så Kina og Rusland som potentielle kilder til lebensraum, da de var store, rige og svage lande, der let kunne udnyttes.
Japansk aggression i Kina
Japans aggression i Kina begyndte i 1931, da den iscenesatte en hændelse med falsk flag kendt som Mukden-hændelsen for at retfærdiggøre sin invasion af Manchuriet, en nordøstlig provins i Kina, der var rig på kul, jern og andre ressourcer. Japan oprettede en marionetstat kaldet Manchukuo i Manchuriet og begyndte at bygge militærbaser, jernbaner, miner, fabrikker og gårde der. Japan forsøgte også at løsrive andre regioner i Kina fra centralregeringen ved at støtte lokale krigsherrer og separatistbevægelser.
I 1937 indledte Japan en fuldskala krig mod Kina efter endnu en hændelse ved Marco Polo-broen nær Beijing. Japans hær besatte hurtigt større byer som Beijing, Shanghai, Nanjing og Wuhan og begik grusomheder som Nanjing-massakren undervejs. Japan bombede også civile mål som Chongqing og Guangzhou og dræbte hundredtusindvis af mennesker. Japans flåde blokerede Kinas kyst og beslaglagde øer som Taiwan og Hainan. Japans luftvåben angreb britiske og franske kolonier såsom Hongkong og Indokina.
Japans krig i Kina var brutal, kostbar og langvarig. Kina modstod Japans invasion med hjælp fra Kinas Kommunistiske Parti (CPC) ledet af Mao Zedong og Kinas Nationalistiske Parti (KMT) ledet af Chiang Kai-shek. CPC og KMT dannede en fælles front mod Japan i 1937, men de kæmpede også mod hinanden om kontrol over Kina. CPC førte en guerillakrig mod Japan fra sin base i Yan’an, mens KMT var afhængig af udenlandsk bistand fra USA og Storbritannien. Kina modtog også støtte fra frivillige såsom Flying Tigers, en amerikansk lufteskadrille, der kæmpede mod Japan.
På trods af sin overlegne militære magt lykkedes det ikke Japan med at erobre Kina eller tvinge det til at overgive sig. Japan mødte stigende modstand fra kinesiske soldater og civile, der kæmpede med beslutsomhed og mod. Japan stod også over for et voksende pres fra det internationale samfund, især efter at det allierede sig med Nazityskland og det fascistiske Italien i 1940. USA indførte økonomiske sanktioner mod Japan, afbrød dets olieforsyning og indefrysede dets aktiver. Sovjetunionen hjalp også Kina ved at levere våben og rådgivere.
Japansk aggression i Rusland
Japans aggression i Rusland var mindre omfattende end dens aggression i Kina, men den var stadig betydelig. Japan havde en lang historie med rivalisering med Rusland om indflydelse i Nordøstasien. Japan besejrede Rusland i den russisk-japanske krig 1904-1905 og fik kontrol over Korea og det sydlige Manchuriet. Japan stødte også sammen med Rusland om Mongoliet og Sibirien under den russiske revolution og den russiske borgerkrig.
I 1930’erne så Japan Rusland som en trussel mod sine interesser i Manchuriet og Mongoliet. Japan frygtede, at Rusland ville støtte Kinas modstand mod Japan eller invadere selve Manchuriet. Japan eftertragtede også Ruslands naturressourcer såsom olie, kul, tømmer, guld og fisk.
Japans aggression i Rusland fandt hovedsageligt sted langs grænsen mellem Manchuriet og Mongoliet. I 1938-1939 udkæmpede Japan en række kampe med Sovjetunionen og Mongoliet, kendt som Nomonhan-hændelsen eller slaget ved Khalkhin Gol. Japans hær blev besejret af de sovjet-mongolske styrker, ledet af general Georgy Zhukov, som brugte overlegen taktik, kampvogne og fly. Japan led store tab og mistede territorium til Sovjetunionen.
Japans nederlag ved Nomonhan var et vendepunkt i dets forhold til Rusland. Japan indså, at det ikke kunne besejre Rusland i en konventionel krig og besluttede at undgå yderligere konflikt med det. Japan underskrev en neutralitetspagt med Sovjetunionen i 1941, hvor de blev enige om at respektere hinandens territoriale integritet og interesser i Asien. Japan flyttede også sit fokus fra nord til syd og forsøgte at udvide sit imperium i Sydøstasien og Stillehavet.
Konklusion
Japansk aggression mod Kina og Rusland i 1930’erne var tættest beslægtet. til begrebet lebensraum eller opholdsrum. Japan ønskede at skabe en sam-velstandssfære i Greater East Asia, som ville give landet jord, ressourcer og markeder til sin befolkning og økonomi. Japan ønskede også at hævde sin racemæssige og kulturelle overlegenhed over sine asiatiske naboer og udfordre de vestlige magter, der dominerede verdensordenen.
Japans aggression blev mødt med modstand og modstand fra Kina, Rusland og det internationale samfund. Japans krig i Kina var en blodig og langvarig kamp, der drænede Japans ressourcer og moral. Japans krig i Rusland var et ydmygende nederlag, der afslørede Japans militære svaghed og strategiske fejlberegning. Japans krig i Asien førte til sidst til dets involvering i Anden Verdenskrig, som endte med Japans overgivelse og besættelse af USA.
Ifølge ThoughtCo var Japans aggression i Anden Verdenskrig motiveret af tre vigtige indbyrdes forbundne faktorer: frygt for udefrakommende aggression, voksende japansk nationalisme og behov for naturressourcer. Ifølge Cambridge University Press ændrede Kinas internationale position sig dramatisk fra at være et ensomt offer for aggression til at være medlem af en sejrrig global koalition, kun for at blive undermineret af en borgerkrig. Ifølge Weegy er lebensraum det udtryk, der bedst beskriver japansk aggression mod Kina og Rusland i 1930’erne.