At spille gennem Shadow of the Guild føles meget som at læse en Chris Claremont tegneserie. Det håndtegnede kunstværk er en fornøjelse at se, men du må hellere gøre dig klar til at acceptere, at du skal læse en hel masse. I spillet spiller du som lejemorder/spion ved navn Yaran Malak. Din mission er at infiltrere fjendens imperium og decimere det indefra. Ud over det, kan de fleste af de alt for lange dialogbokse sandsynligvis springes over.
Med det sagt, i denne slags 2D side-scrolling-spil, er historien sjældent grunden til at spille den. I spil af denne stil er gameplayet konge, og derfor skal gameplayet være absolut solidt. Desværre er gameplayet ikke solidt i Shadow of the Guild.
Shadow of the Guild er ude nu og er available on Steam.
Hvis der er én ting, jeg ikke kan overholde, er det flydende gameplay-mekanik i et 2D-action-/platformsspil. Denne spillestil kræver et præcist kontrolskema, som gør det muligt for spilleren at føle, at de har fuldstændig kontrol over karakteren på skærmen, og derfor er eventuelle fejl, der begås, ingen andres skyld end deres egen.
Dette er tilfældet i Super Meat Boy, og det er tilfældet i The Binding of Isaac, men det er desværre ikke tilfældet i Shadow of the Guild. Med den mængde spring, der kræves for at spille gennem spillet, er det virkelig forbløffende, at Guild Studio tog beslutningen om at få springmekanikeren til at føle sig så flydende.
“Føler du nogensinde som en plasticpose, der driver gennem vinden ?” Ja Katy Perry, det gør jeg.
Når spilleren spiller gennem banerne, vil der være flere tilfælde af, at de enten ikke føler, at de kommer til at springe, eller at de overskrider hoppet fuldstændigt. At vænne sig til den sænkede tyngdekraft, der er til stede i Shadow of the Guild, tager et stykke tid.
Ganske vist føles den upræcise mekanik i de første par niveauer i spillet ikke alt for besværlig, når først spilleren får det vant til den flydende springmekaniker. Denne svævhed tillader faktisk spilleren i det væsentlige at flyve gennem niveauet, fra fjende til fjende, og føle sig som en slags slashy tornado.
Læs også: The Last Oricru Review – Swing and a Miss (PS5) )
Kampmekanikken er enkel nok, men den føles også upræcis. Spilleren kan trykke på sværdknappen tre gange hurtigt efter hinanden, men med indtastningsforsinkelsen vil karakteren på skærmen stadig svinge deres sværd længe efter, at den sidste knap blev trykket. Alligevel kan der opnås nogle fede kombinationer med nok knap-mashing. Bortset fra de tunge og lette angreb er nogle få magiske evner tilgængelige for spilleren, hvoraf den første er et lynnedslag, som også kan bruges til noget let puslespil.
Der er også en håndfuld af bosskampe spredt ud over spillet. Desværre er disse ikke de mest engagerende. De fleste af dem er lette nok til, at med nok knap-mæskning og sundhedsdrikke indtaget, kan spilleren brutalt forcere sig igennem. Helt ærligt er der ingen reel grund til at trække disse monotone HP-svampe-møder ud længere end nødvendigt.
Læs også: Call of Duty: Modern Warfare 2 (2022) Multiplayer Review – Even Moderner Warfare
Det sted, hvor gameplayet virkelig lider under det upræcise kontrolskema, er under spillets vilkårlige stealth-sektioner. Der er sektioner i Shadow of the Guild, hvor spilleren skal klare sig gennem et helt rum af fjender uden at advare en eneste. Mens de håndtegnede 2D-attentatanimationer er en fornøjelse at se, er det unødvendigt svært at trække dem af uden at advare fjenden, du sniger dig ind på på grund af spillets upræcise kontroller.
Mordanimationerne bør være din hovedårsag til at spille. Shadow of the Guild.
Samlet set har Shadow of the Guild en ubestridelig retro-charme over sig, der minder om de tidlige Prince of Persia-spil. Selvom spillet er rart at se på, fortæller det en mangelfuld historie på en alt for langtrukken måde, og dets upræcise kontrolskema hindrer det øjeblikkelige gameplay.
4/10
Shadow of the Guild blev gennemgået på pc med en kode leveret af Følg os for mere underholdningsdækning på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.
