PS5, Xbox Series X og PC.
Introen til spillet spiller som en af de underordnede Mass Effect-kloner, der udkom i slutningen af 2000’erne. Grafisk ligner det også titlerne fra den æra. Vi præsenteres for spillets hovedperson; Sølv. Efter at have tilbragt over 10 timer med Silver, kan jeg roligt sige, at han er en af de mest ulidelig modbydelige hovedpersoner, som jeg nogensinde har haft den utilfredshed med at spille som.
Læs også: Thymesia Review – A Bloodborne Inspired Memento
The Last Oricrus plot bruger den gennemprøvede gimmick fra hovedpersonen med hukommelsestab, der forsøger at genvinde sin hukommelse og lære, hvor han kom fra. Det eneste problem med dette er, at Silver er så uudholdelig en walloper, at det er svært at være ligeglad med, hvor han kom fra, og det er endnu sværere at bekymre sig om, hvorvidt han skal nå hjem igen.
Bare se på hans sindssyge. slagbart ansigt.
Spillet foregår på en planet kaldet Wardenia, som tilfældigvis også er beboet næsten udelukkende med pompøse eejits, hvilket betyder, at Silver passer lige ind. Før meget andet er etableret, bliver Silver kastet ind i en borgerkrig, der finder sted. på Wardenia, og ligesom det er svært at give et skud om Silvers situation, er det lige så svært at blive investeret i denne ubetydelige krig.
Et par linjer spredt ud over spillets manuskript har en svag snert af vid til dem, men alt for mange karakterer fremstår som utålelige tøser, at charmen bliver begravet under resten af det sludder, som disse skudbøger sprøjter ud. Det er utroligt nok, selv blandt denne gruppe af selvvigtige plyndre, at det degenererede mand-barn kendt som Silver stadig fremstår som den største halvvits i spillet.
Læs også: The Chant Review – A Valiant Attempt (PS5) )
Hovedfokuset i The Last Oricrus gameplay er dets kamp. Dette er uheldigt, da spillets kampsystem er noget vrøvl. Dodge, parry, roll-mekanikeren er ansat her, og den fremstår som endnu mere stiv i The Last Oricru, end den gør i de i forvejen akavet stive Soulsborne-spil, som den løfter sig fra.
The Last Oricru kan ikke prale af den glatteste af kampsystemer.
Igen, flere kampmanøvrer kan læres gennem træning, og der kan erhverves bedre udstyr til kampscenarier, men ønsker vi virkelig at se Silver blive den største sværdkæmper i landet, i betragtning af at han er en komplet og fuldstændig fuddel?
Læs også: Call of Duty: Modern Warfare 2 (2022) Multiplayer Review – Even Moderner Warfare
Når det er sagt og gjort, er The Last Oricru ikke nødvendigvis et dårligt spil og der er en vis charme ved det. Der er dog bedre Mass Effect-rip-offs på markedet, der er bedre Skyrim-kloner, som kan opleves, og der er også et væld af overlegne soul-lignende spil derude. Dette gør The Last Oricru som noget irrelevant på et så mættet marked, hvilket er en skam i betragtning af spillets håndfuld forløsende kvaliteter.
The Last Oricru blev anmeldt på PS5 med en kode leveret af PLAION.
Følg os for mere underholdningsdækning på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.